Ny storsejr til Lyngbys damer 5-10-2011
Af: Michal Bast
AGF besejret med 28-14 på udebane og Lyngby er nu alene i spidsen af 1. division - ny topkamp på lørdag i Lyngbyhallen

Da Lyngbys damer i 1. division vandt sæsonens første storsejr over Øresund, blev der bagefter talt om sejr på en billig baggrund, men efter storsejren i Århus onsdag aften på hele 28-14 tyder meget på, at det ikke er hele forklaringen. Efter fem kampe og maksimumpoint ligger Lyngby alene i spidsen af 1. division. I hvertfald indtil torsdag aften, hvor rækkens andet ubesejrede hold, Sønderjyske, spiller.
I sommerpausen mistede Lyngby et af sine topnavne, Natascha Ohlendorff, som drog til SK Århus. Selvfølgelig er det et tab, men det er som om de unge spillere på holdet efterhånden har hentet mere erfaring og tanket selvtillid, så Lyngby kan styre kampene. En spiller som Mie Gjerlufsen får meget mere spilletid i denne sæson. Det har helt tydeligt løftet hendes spil, så hun hver gang er blandt de bedste.
Og så kommer man ikke udenom den spillende assistenttræner Mette Vestergårds betydning for holdet. Hun synes at være blevet endnu bedre i denne sæson. Hun trives åbenbart med det ekstra ansvar og blev endnu engang topscorer i Århus med syv mål.
Fire gange scorede Christina Haurum, som allerede i sidste sæson var en nøglespiller på holdet. Det er hun ikke blevet mindre efter sommerpausen.
Når dertil lægges, at holdets helt store spiller sidste år, Stine Krag-Nielsen, fortsat er skadet, hvad kan det så ikke blive til, når hun igen er på banen med sine fine oplæg til holdkammeraterne og frygtløse sologennembrud.
Cheftræner Jakob Fryd synes i år yderligere at have udviklet Lyngbys offensive forsvar. I Århus kunne AGF slet ikke finde vej til målet og scorede kun fire gange i første halvleg, som endte 4-12.
Lyngbys målscorere: Mette Vestergaard 7, Christina Haurum 4 , Mie Gjerlufsen 4, Louise Helt 3 , Rikke Iversen 3, Celina M.Falck-Jensen 2, Signe Fangel 2, Isabella Nielsen 2
Topkamp på lørdag
På lørdag er der igen topkamp i Lyngbyhallen, når Bjerringbro kommer på besøg. Jyderne vandt også onsdag aften og ligger i forfølgerfeltet efter Lyngby med otte point mod Lyngbys ti, så holdet håber på ligeså stor opbakning som i lørdags, hvor liganedrykkerne fra Roskilde blev besejret.
06.10.2011