Lyngby klar favorit mod AGF
Af: Michael Bast
Der bliver festlig stemning i Lyngbyhallen lørdag eftermiddag
Lyngbys storfightende Sofie Eskildsen havde ikke heldet med sig i Roskilde, så hun har revanche til gode mod AGF
En ting er sikker. Der bliver en rigtig god stemning i Lyngbyhallen på lørdag 21. januar, hvor Lyngbys tophold i damernes 1. division møder AGF fra Århus kl. 15.30. Stemningen sørger Lyngby Håndboldklubs støtteforening, Frikast, for. De inviterer klubbens ungdomsspillere til håndboldkamp med slik og popcorn, og børnene kvitterer altid med entusiastisk støtte til klubbens bedste hold.
Og mon dog ikke Lyngby-damerne sørger for at fastholde den gode stemning kampen igennem. Pigerne er klare favoritter til at fortsætte januars sejsrække mod århusianerne.
Før sæsonen blev der stillet visse forventninger til AGF, som på papiret havde tegningen til et stærkt hold, men holdet har ikke indfriet forventningerne. De ligger på niendepladsen og fik en ordentlig øretæve af Bjerringbro med 29-14 i den seneste kamp. Med næsten samme cifre vandt Lyngby over AGF ude i efteråret. 28-14 lød sejren i Lyngbys favør.
Men 1. division er i år rækken, hvor der er plads til overraskelser. Så sent som i sidste runde tabte topholdet Sønderjyske til bundholdet Skanderborg. Det er der ingen grund til at efterligne i Lyngbyhallen på lørdag.
18.01.2012