Udskriv siden

Lyngby på lang juletur til Ringkøbing

Af: Michael Bast

Sidste kamp før julepausen er en af de rigtige svære for Lyngbys håndbolddamer

Stine Krag-Nielsen er af de spillere på Lyngbys hold, som finder et ekstra gear frem, når holdet møder topholdene.

 

Uanset udfaldet af lørdagens kamp mod Ringkøbing kan spillerne på Lyngbys bedste damehold i håndbold holde julepause med bevidstheden om, at de til fulde har indfriet forventningerne og er sikre på at kunne hygge sig i julen på en af de pladser, som i den sidste ende giver adgang til oprykningsspillet.

Men svært bliver det i Ringkøbing, som lige nu ligger på en femteplads i 1. division, mens Lyngby er en flot nummer to, som også fortsat har chance for at nå den førsteplads, der giver direkte oprykning til ligaen.

For Ringkøbing er bestemt et hold, som alle andre hold har det svært med. De var lidt længe om at komme i gang, men nu ser det ud til at køre for vestjyderne.

Lyngby har vundet fire kampe i træk, men har i de to seneste kampe mod svage hold haft lidt svært ved at holde fokus.

Det er heldigvis normalt ikke tilfældet, når pigerne møder de stærke hold. Så er det som om holdets styrende kræfter, Mette Vestergaard og Stine Krag-Nielsen, henter et ekstra gear frem.

Samtidig har begge Lyngbys målmænd, Lisbeth Møller og Natasja Clausen, holdt niveau på skift også i de lette hjemmekampe.

15.12.2011