Sikker sejr til Lyngby over AGF
Af: Michael Bast
Den endelige sejr var aldrig i fare, men århusianerne blev lukket for meget ind i kampen i Lyngbyhallen
Mie Gjerlufsen fik scoret syv gange mod AGF, men blev som holdkammeraterne også noteret for en del forbiere.
Otte sejre i de sidste ni kampe. Ubesejret i 2012. En andenplads i 1. division. Det nærmeste hold til at true Skive på den førsteplads, som giver direkte oprykning til ligaen. Sejr på hjemmebane mod AGF, en sejr, som aldrig for alvor var i fare. Helt ærligt, kan man forlange mere af Lyngbys bedste damehold.
Ja, for selv om holdet vandt sikkert 31-26 over AGF lørdag eftermiddag i Lyngbyhallen, så står det mere og mere klart, at de dygtige håndboldpiger har svært ved at holde koncentrationen mod de svagere hold og lukker dem lidt for meget ind i kampene. Det kan blive farligt, hvis der kommer en kamp, hvor pigerne har en off day, så de sætter sikre point til.
Det er der nemlig ikke råd til i en tæt topkamp i 1. division.
Når Lyngby-pigerne sætter tempo på, så er der ikke mange hold i divisionen, som kan matche deres flotte angrebskombinationer, og når holdet strammer sig an i 3-2-1 forsvaret, så kommer de fleste hold også til kort mod det forsvar. Men begge dele kræver koncentration.
En klasse bedre end AGF
Starten på lørdagens kamp afslørede hurtigt, at der var klasseforskel på de to hold. Lyngby var mindst en klasse bedre end AGF og bragte sig hurtigt i spidsen. 8-4 stod det efter 11 minutter, og det talstærke publikum i hallen i anledning af årets første support dag med masser af børn og unge på tilskuerpladserne vejrede en storsejr, hvorefter Lyngby gik i stå.
Holdet fastholdt forspringet med fire-fem mål kampen igennem, men trak ikke for alvor fra, fordi de ellers tamme århusianere fik lov til at score næsten efter behag.
AGF havde brugt hele ugen til at træne angreb mod et 3-2-1 forsvar, men Lyngbys cheftræner, Jakob Fryd, svarede igen ved at stille op med 6-0 forsvar. Problemet var bare, at det ikke fungerede. Det gav plads til både langskytter og stregspillere hos AGF, og Lyngbys målvogtere blev ladt i stikken, så hverken Lisbeth Møller eller Natasja Clausen kunne præstere de store redninger. Alligevel fastholdt Fryd 6-0 forsvaret et godt stykke ind i anden halvleg.
Men heldigvis kunne Lyngby kampen igennem sætte tempo efter behag og score i flæng i den anden ende, når spillerne ellers valgte at ramme målet. Assistenttræner Mette Vestergaard brændte som de andre undervejs i kampen store muligheder, men som sædvanligt scorede hun tre på stribe i kampens afgørende fase, ligesom hun i perioder sammen med en veloplagt Stine Krag-Nielsen satte et tempo i spillet, som satte modstanderne til vægs.
På næste søndag spiller Lyngby ude mod Bjerringbro, som i de seneste kampe har vist storform og som nærmer sig toppen af rækken. Det er en modstander, som under ingen omstændigheder må undervurderes.
Se flere billeder fra kampen her.
22.01.2012